Debatten om djøfisering har raset med en forbavsende vedholdenhed gennem de sidste par år. Djøf’ere er blevet kaldt selvoptagede, magtarrogante, risikoaverse og uinteresserede i kvaliteten af velfærdsstatens ydelser til skolebørn, ældre, syge m.fl. Djøf’ere er blevet målet, når man skal finde årsagen til velfærdsstatens problemer.

Det er selvfølgelig muligt, at denne karakteristik passer på flertallet af økonomer, jurister, politologer og andre samfundsvidenskabeligt uddannede. Men det forekommer usandsynligt. Karakteristikken er snarere udtryk for et kollektivt psykologisk forsvar: dæmonisering af en bestemt gruppe mennesker for at undgå at konfrontere sig med uønskede sider af sig selv. Dæmonisering er et umodent psykologisk forsvar som tages i brug, når noget truer vores selvbillede i en sådan grad, at vi må benægte dets eksistens. Dette er et meget almindeligt psykologisk forsvar, som mange befolkningsgrupper gennem historien er blevet ramt af, f.eks. sorte, jøder, muslimer og homoseksuelle.

Så hvad er det for erkendelser om os selv, som vi ønsker at undgå, når vi skyder skylden på djøf’er? Gennem en serie af reformer –  folkeskolereformen, politireformen, kommunalreformen – har vi  stiftet bekendtskab med styringsformer som kontraktstyring, markedsstyring, koncernstyring, kvalitetsstyring m.fl. Mange mennesker (inkl. jeg selv) har vanskeligt ved at overskue de nye styringsformer, der er blevet indført i de sidste 10-20 år i den offentlige sektor. Det er simpelthen svært at orientere sig i den nye offentlige virkelighed. Yderligere insisterer de nye styringsformer på, at der ikke råd til den højeste faglige standard på alle velfærdsstatens ydelser. Så de knuser også vores drømme om verdens bedste folkeskole, sundhedsvæsen og ældrepleje. Vi bliver konfronteret med virkelighedens krav om prioritering og det muliges kunst. Det ubehag, det skaber ikke at kunne forstå en udvikling, der knuser vores drømme, kan så meget praktisk placeres i en dæmonisering af DJØF’ere.

Man kan så selvfølgelig spørge om det er ikke DJØF’erne, der har skabt disse nye styringsformer. Men her er der tale om en langt større samfundsbevægelse, som foregår uafhængigt af djøf’erne. En bevægelse mod en mere præcis og professionel styring af organisationer og en øget evne til at holde sammen på meget store organisationer. Prisen for denne øgede præcision og koordinering kan meget vel i nogle tilfælde være proceduredominans og tab af autonomi. Og nogle gange gennemføres den klodset og ufølsomt. Men både gevinster og omkostninger ved denne udvikling berører alle – også djøf’ere. Så det er ønsketænkning at skyde skylden på djøf’erne.