Djøfisering som dæmonisering

DSC02473

Debatten om djøfisering har raset med en forbavsende vedholdenhed gennem de sidste par år. Djøf’ere er blevet kaldt selvoptagede, magtarrogante, risikoaverse og uinteresserede i kvaliteten af velfærdsstatens ydelser til skolebørn, ældre, syge m.fl. Djøf’ere er blevet målet, når man skal finde årsagen til velfærdsstatens problemer.

Det er selvfølgelig muligt, at denne karakteristik passer på flertallet af økonomer, jurister, politologer og andre samfundsvidenskabeligt uddannede. Men det forekommer usandsynligt. Karakteristikken er snarere udtryk for et kollektivt psykologisk forsvar: dæmonisering af en bestemt gruppe mennesker for at undgå at konfrontere sig med uønskede sider af sig selv. Dæmonisering er et umodent psykologisk forsvar som tages i brug, når noget truer vores selvbillede i en sådan grad, at vi må benægte dets eksistens. Dette er et meget almindeligt psykologisk forsvar, som mange befolkningsgrupper gennem historien er blevet ramt af, f.eks. sorte, jøder, muslimer og homoseksuelle.

Så hvad er det for erkendelser om os selv, som vi ønsker at undgå, når vi skyder skylden på djøf’er? Gennem en serie af reformer –  folkeskolereformen, politireformen, kommunalreformen – har vi  stiftet bekendtskab med styringsformer som kontraktstyring, markedsstyring, koncernstyring, kvalitetsstyring m.fl. Mange mennesker (inkl. jeg selv) har vanskeligt ved at overskue de nye styringsformer, der er blevet indført i de sidste 10-20 år i den offentlige sektor. Det er simpelthen svært at orientere sig i den nye offentlige virkelighed. Yderligere insisterer de nye styringsformer på, at der ikke råd til den højeste faglige standard på alle velfærdsstatens ydelser. Så de knuser også vores drømme om verdens bedste folkeskole, sundhedsvæsen og ældrepleje. Vi bliver konfronteret med virkelighedens krav om prioritering og det muliges kunst. Det ubehag, det skaber ikke at kunne forstå en udvikling, der knuser vores drømme, kan så meget praktisk placeres i en dæmonisering af DJØF’ere.

Man kan så selvfølgelig spørge om det er ikke DJØF’erne, der har skabt disse nye styringsformer. Men her er der tale om en langt større samfundsbevægelse, som foregår uafhængigt af djøf’erne. En bevægelse mod en mere præcis og professionel styring af organisationer og en øget evne til at holde sammen på meget store organisationer. Prisen for denne øgede præcision og koordinering kan meget vel i nogle tilfælde være proceduredominans og tab af autonomi. Og nogle gange gennemføres den klodset og ufølsomt. Men både gevinster og omkostninger ved denne udvikling berører alle – også djøf’ere. Så det er ønsketænkning at skyde skylden på djøf’erne.

7 thoughts on “Djøfisering som dæmonisering

  1. Stig Bøckel

    Sammenligningen med demonisering af sorte, jøder, osv. holder ikke, eftersom at de steder hvor djøf-fænomenet opleves som problem, er djøf-folket netop overklassen og især magthaverne. Det er reelt at en institutions udgifter til djøf-forbrug er stigende imens forbruget til direkte omsorg (f.eks vask af røv) er faldende. Jeg leverer gerne evidens.

    Men tillykke til samtlige pædagoger, lærere, sygeplejerske etc. som via diverse diplomuddannelser har købt sig væk fra praktisk arbejde og ind i den fine uddelegerende klasse

    Svar
    1. Jacob Alsted Post author

      Kære Stig
      Tak for din kommentar. Du har ret i at dæmoniserede grupper ofte er marginaliserede i samfundet. Og det er vel også rimeligt at sige at DJØF’ere som gruppe ikke er marginaliserede. Men en generaliserende, forsimplende og nedgørende karakteristik af en stor gruppe mennesker på baggrund af et objektivt træk (her uddannelse) vil alligevel være udtryk for dæmonisering.

      Svar
  2. Lene Thomsen

    Det kunne også være interessant at overveje om man prøver at styre noget, som kræver en helt anden form for styring. Altså om DJØF -ernes styringskompetencer kunne anvendes endnu bedre, hvis vi opgiver forestillingen om, at så store organisationer og menneskene i dem kan styres på den måde.

    Svar
    1. Jacob Alsted Post author

      Kære Lene
      Tak for din velovervejede kommentar. Jeg er enig i, at der nemt sniger sig en vis naivitet ind i vores forestillinger om store organisationer. Individets (også toplederes) evne til at overskue dem er begrænset. Samtidig mener jeg, at der i disse år sker meget store bevægelser i vores forståelse af store organisationer. Blandt andet udvikles løbende nye og mere konstruktive måder at skabe koordinering og engagement i dem. Og her kan man måske sige at debatten om djøfisering bidrager til en øget forståelse af behovet for dette.

      Svar
  3. Lina Gisselbæk Lauritsen

    Der var engang, hvor jeg troede, at djøficering var et positivt begreb. Et udtryk for, at noget blev gjort bedre. Naivt måske – og jeg ved nu, at det ikke er tilfældet. Jeg bliver som en af den udskældte klasse tosset over, at debatten om djøficering forhindrer at vi kommer i gang med at samarbejde for at gøre processer, institutioner og velfærd bedre. Skal vi ikke se at komme videre – sammen?

    Svar
  4. steenvisholm

    Jacob Alsteds indlæg: Djøfisering som dæmonisering kræver et par kommentarer. Hovedlinjen i Jacobs argumentation er, at fordi ikke-DJØF’ere ikke kan oveskue og rumme usikkerheden i en verden i forandring, så projicerer de deres utilstrækkelighedsfølelser ind i DJØF’erne, så de slipper for selv at skulle have med dem at gøre. Denne mekanisme kan kaldes dæmonisering og er tidligere set anvendt på jøder, sorte, homoseksuelle og muslimer. DJØF’erne gør et stor og fint arbejde for organisationerne, hedder det: ”En bevægelse mod en mere præcis og professionel styring af organisationer og en øget evne til at holde sammen på meget store organisationer.” Der kan være knyttet ubehag til denne bevægelse, men det rammer også DJØF’erne selv, mener Jacob.

    Jeg er for så vidt enig med Jacob i, at det hverken er pænt eller fornuftigt at gå efter DJØF’erne som personer og tillægge dem dårlige egenskaber som: ”selvoptagede, magtarrogante, risikoaverse og uinteresserede i kvaliteten af velfærdsstatens ydelser til skolebørn, ældre, syge m.fl.”, men det synes jeg nu heller ikke har været fremherskende i debatten. Det er jo ikke DJØF’erne som personer, man er ude efter, når man kritiserer ’djøfisering’, men en bestemt fagligheds dominans over andre. Når man bruger begrebet ’djøficering’ med en kritisk intention, betyder det en uhensigtsmæssig prioritering af administrative procedurer (som jurister og økonomer er uddannet i) på bekostning af det faglige (lægefaglighed, sygeplejerskefaglighed, lærerfaglighed, forskerfaglighed etc.).

    Man kan med fordel i stedet kritisere det system, der fremmer den beskrevne uhensigtsmæssighed. Navnet på dette system er New Public Management, en styringsfilosofi, der oprindelig skulle løse det problem, at de store fagbureaukratier (sundhedsvæsenet, uddannelse, socialsektor etc.) ikke fungerede på en økonomisk realistisk og ansvarlig måde. NPM har ikke kun været af det onde, men centrale dele af filosofien (f.eks. teorien om principal-agent relationen) er primitiv og fører til dysfunktionalitet i den offentlige styring. Systemets danske importører har da også allerede i 2007 taget afstand fra resultatet.

    Kritikken af NPM i hovedtræk
    1) man ødelægger intrinsk arbejdsmotivation med kontrol og mistillid
    2) systemet producerer dobbelt-bind situationer hvor to regler begge insisterer på at blive overholdt (fx p.d.e.s. budgettet og p.d.a.s. systemets pligt til at tage sig ordentligt af udsatte børn), men situationens vilkår er, at man ikke kan opfylde det ene krav uden at bryde det andet.
    3) udviklingen af New Speak hvor man presses til at udvikle kreative begreber og søforklaringer for at dække over dårlig praksis.
    4) systemet fungerer ofte suboptimerende; det den enkelte enhed måles på bidrager ikke altid til opgaveløsningen.
    5) etc.

    Resultatet af Jacobs kritik er imidlertid, at systemet frikendes og kritikerne positioneres som brugere af primitive forsvarsmekanismer. Han kritiserer DJØF’basherne for at gå efter manden i stedet for bolden og lander selv i samme skuffe.

    Når man arbejder med psykodynamisk systemtænkning er det vigtigt at være opmærksom på faren for at psykologisere. Der findes de facto administrative systemer, der er irrationelle, motivationsdræbende og dysfunktionelle. Og det er efter min mening vigtigt, at den psykodynamiske forståelse bruges til både at kritisere dårlige og til at udvikle bedre systemer.

    Der eksisterer imidlertid en uproduktiv polarisering mellem p.d.e.s. administratorer, finansministeriefunktionærer, økonomer og andre primært i DJØF organiserede – undertiden også kaldet ’kolde hænder’, og p.d.a.s. lærere, pædagoger, hjemmehjælpere, psykologer, plejehjemsassistenter, læger, socialrådgivere, universitetsfolk etc. tilsvarene benævnt de ’varme hænder’. De varme hænder ser de kolde som umenneskelige teknokrater, der kun har følelser for regneark og bundlinjer, mens de kolde hænder ser de varme som håbløst naive og ustoppelige i hele tiden helt ukritisk at kræve ressourcer til al denne hjælpsomhed og godhed. Det kan ikke betale sig at lytte til hinanden. De varme er bare helt urealistisk krævende, og de kolde helt systematisk afvisende.

    Hvis vi skal ud at denne uproduktive polarisering så kunne de varme starte med at udvise økonomisk sans og kreativitet i omgangen med vores skattekroner. Og de kolde kunne starte med at vise noget af deres ofte længe undertrykte engagement i at skabe et bedre samfund for alle.

    Svar
    1. Jacob Alsted Post author

      Kære Steen

      Tak for din frugtbare kommentar på mit indlæg. Du tilføjer nogle vigtige pointer, ikke mindst at den styringsfilosofi, der oftest forbindes med djøfisering, er NPM. Og så giver det jo mulighed for at varme diskussionen op med lidt faglig uenighed 🙂

      Så selvom jeg egentlig tror, vi er enige i det meste, besvarer jeg lige de punkter, hvor vi er uenige:

      Jeg mener at debatten om djøfisering faktisk er blevet personlig. Alle de beskrivelser at djøf’erne, der optræder i mit indlægs første afsnit er hentet fra debatindlæg i dagblade. Og det er vel egentlig ganske personligt. Men det er klart at en samlet bedømmelse af om debatten har været personlig eller rettet mod administrative metoder, ville kræve en systematisk analyse.

      Et vigtigere spørgsmål er nok hvordan man bedømmer NPM. Og selvom jeg sikkert jævnligt gør mig skyldig i psykologisering, mener jeg ikke, det er tilfældet her. Mit indlæg er ikke ment som en frikendelse af dysfunktionelle administrative systemer. Dem kan der udpeges en flere eksempler på i den offentlige sektor. Men hele den offentlige styring er ikke dysfunktionel og jeg vil fastholde, at vi må søge at se nuanceret på reformerne og på NPM. Og her mener jeg kun du får præsenteret (den berettigede) kritik af NPM. Der findes efter min mening også flere konstruktive elementer i tankegangen, f.eks.:
      • Et ønske om at politikerne får større indflydelse på den offentlige forvaltning
      • Et større fokus på den offentlige sektors ”output”
      • Mere orientering mod borgerne

      Udviklingen af NPM må ses som et led i en større bevægelse, hvor politikere og beslutningstagere på alle niveauer eksperimenterer med at gøre store organisationer på én gang mere menneskevenlige og mere effektive. Men denne bevægelse er en ustyret læreproces. Derfor vil den indebære tab og konfliktende interesser, ligesom den vil opleves som truende og uforståelig for mange mennesker. Og som det ofte ses med læreprocesser, bliver primitive forsvar aktiveret – f.eks. i form af dæmonisering af djøf’ere.

      Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s