Innovation har gennem de sidste par år været et begreb, som har været anvendt i næsten alle sammenhænge, når man taler om udvikling i samfundet som helhed. Begrebet er blevet anvendt så meget, at det efterhånden har mistet sin originalitet og nyskabende funktion og nærmer sig kedelig genkendelighed og varm luft. Og det er trist, for under begrebet innovation befinder sig nogle spændende drivkræfter, nemlig kreativitet og passion. Drivkræfter som er vigtige for skabe fremdrift og fornyelse.

Virksomhedsledere taler alle om, at de gerne vil have innovative og nyskabende ledere og medarbejdere, men med engagement og kreativitet følger også følelser som passion og misundelse.  Hvor passionen for opgaven eller ideen er en nødvendighed ift. reel fornyelse og fremdrift, kan misundelse og mistænksomhed i organisationen blive så hæmmende, at ideen eller opgaven bliver middelmådig eller helt stagnerer. Passion og misundelse er to helt almindelige menneskelige følelser, der aktiveres, når mennesker indgår i sociale relationer. Passion omtales ofte først, når den ikke er til stede. Og dette i forbindelse med begrebet motivation. Det kommer oftest til udtryk ved, at lederen oplever, at hans/hendes medarbejdere ikke er motiverede. Misundelse nævnes stort set ikke i det organisatoriske liv – og dette på trods af, at det formodentlig ofte kan være denne følelse der gør, at ny viden og nye ideer aldrig bliver til noget. Det kan ganske enkelt være svært at acceptere, at det er andre og ikke en selv, der er kommet på den gode ide.

Hvad angår passionen, så har den to følelsesdimensioner. Den første er, at der en ide eller opgave (et objekt), som opleves meget vigtig og dermed har stor betydning for os. Den anden er, at der i den passionerede person er en følelse af ufuldstændighed og gennem denne, er vi nødt til at forbinde os tæt med den ønskede opgave (objekt) for at gengive dets betydning for os selv og gøre os hele som individer.  Det er denne simultane gennemførelse af selvet og opgaven, der gør, at passionen bliver den stærke motiverende kræft. (Hirschhorn feb. 2003 – Passion and Group Life).

Men hvad kan udfordringen med passionen være? Passionen kan fylde så meget, at den overstrømmer de organisatoriske grænser og autoritetsrelationer. Det kan medføre, at andre medarbejdere bliver mistænkelige, paranoide, usikre og misundelige på deres passionerede kollega. Den passionerede person opleves som fyldende for meget. Dette kan give anledning til bevidst eller ubevidst afstandstagen og et ønske om at straffe denne kollega for dennes entusiasme og begejstring. Nogle helt almindelige måder at gøre dette på, kan være at underminere nye ideer til forandring, eks. ved:

• Overtilknytning til det eksisterende
• Overdrivelse af risici ved det nye
• Latterliggørelse af det nyes retorik
• Pludselig opstået langsom opfattelse
• Pludselig opstået misforståelsestendens
• Tendens til at gøre ting mere indviklede

(Visholm Sep. 2011/Halton 2004)

Disse dynamiske faktorer kan måske forklare, hvorfor at det ikke altid er tilstrækkeligt at sætte dygtige iderige mennesker sammen i et farverigt og dekorativt lokale med den forventning om, at de sammen skal undfange og realisere den nye gode ide.