Monthly Archives: juni 2014

Sladder som angstdæmpende middel

DSC07278

Næsten alle mennesker anser – i deres bevidste værdisystem – sladder for at være forkert og ikke noget, man bør gøre, ligesom mange firmapolitikker undsiger sladder på linje med f.eks. mobning. Når der alligevel foregår en betragtelig mænge sladder i mange virksomheder, både i form af hurtige, tvetydige, ironiske eller kritiske bemærkninger og i form af omfattende, sejlivede ’organisatoriske fortællinger’, må man antage, at sladder opfylder en psykologisk funktion, hvis opfyldelse imidlertid sker fortrinsvis ubevidst.

To forskere fra Stanford Universitet, Matthew Feinberg og Robb Willer, har lavet et studie, som de kalder ”Sladder og udstødelse fremmer samarbejde i grupper” (omtalt i Berlingske 20.april 2014), I studiet konkluderer de, at sladder har en positiv effekt, netop på grund af den socialt regulerende funktion, som fremkommer, fordi alle er bange for at blive genstand for sladder. Sladderen regulerer adfærden og samarbejdet i gruppen, fordi den undsiger det socialt uacceptable, mener de.

Studiet forholder sig imidlertid ikke til, (i følge omtalen i Berlingske), den destruktive effekt sladder kan have, fordi definitionen af det socialt uacceptable sker ud fra ubevidste motiver. Angsten for ikke at slå til eller for at blive udelukket fra fællesskabet kan føre til, at man – via sladderen – udpeger syndebukke, som bliver bærere af alles inkompetence og uønskede egenskaber. Angsten for at blive svigtet kan reduceres – via sladderen – gennem spekulative påstande om andre menneskers motiver, og angsten for den ukendte, ukontrollerbare fremtid kan – via sladderen – bekæmpes ved selvopfundne forudsigelser, (som derefter har en tendens til at blive selvopfyldende gennem deltagernes forventninger og fortolkninger).

Det betyder, at det væsentligste ved sladderen ikke er dens indhold, men dens evne til at rumme og reducere ubevidst angst. Deraf følger, at indholdet kan have en overmåde destruktiv funktion, som man f.eks. ser det ved syndebukke eller ved sladder om brud på religiøse eller moralske normer. Sladderen har i tilfælde som disse rigtigt nok en socialt regulerende effekt, men den er ikke styret af en bevidst og rationel stillingtagen til den ønskede sociale adfærd, men er derimod styret af sladderens evne til at regulere den ubevidste angst, som det sociale liv giver anledning til.

Sladderens vigtigste funktion er således ikke de informationer, der udveksles, men den følelsesmæssige samstemning, som selve det at udveksle sladder giver anledning til. Ved at videregive sladder viser man tillid til modtageren, (sladder er per definition hemmeligstemplet, og det er i sig selv en tillidserklæring at fortælle en hemmelighed), og hvis modtageren tager positivt imod, sker der en ubevidst følelsesmæssig udveksling, som bekræfter begge parter i, at de føler det samme i forhold til bestemte personer eller begivenheder. Dette styrker oplevelsen af fællesskab mellem de medvirkende og hjælper dermed til at dæmpe den fortrinsvis ubevidste angst for at falde ud af fællesskabet, som altid er tilstede i gruppesammenhæng. Sladder giver en stærk oplevelse af inklusion, hvilket forklarer dens store tiltrækningskraft og hvilket også forklarer, hvorfor man kan lade sig friste til at deltage til trods for, at det måske strider imod ens principper og selvopfattelse.

Men sladder har udpræget karakter af at være et splittende forsvar, fordi den ikke blot indebærer inklusion men også eksklusion. Man kan hævde, at dens evne til at tilbyde inklusion er funderet på eksklusion, og at det dermed er fundamentalt for sladder, at man taler om andre, ikke med. Hvis man taler direkte med de berørte om deres intention eller deres adfærd, eller hvis man taler åbent om organisatorske begivenheder, så er det ikke længere sladder, og dens følelsesmæssigt betingede evne til inklusion forsvinder.

Dette peger på, at sladder indeholder sin egen modsætning, fordi der i inklusionen ligger en konstant trussel om eksklusion: ”Hvis du ikke er med os, er du mod os”, og ”Hvad mon de siger om mig, når jeg er gået?”. Det er derfor, at sladder giver en dårlig, delvist skjult, social regulering, som er baseret på angst og forsimplede eller fordrejede fortolkninger. At være inkluderet i ’sladderens netværk’ giver umiddelbart en lettelse og dæmper dermed angsten i øjeblikket, men på sigt øges utrygheden hos den enkelte og giver sig kollektivt udslag i et generelt lavt tillidsniveau i virksomheden, som præger og besværliggør alt samarbejde.

Hvis man skal gå op imod sladderen, må man anerkende denne dobbelthed i form af sladderens umiddelbare og stærke tiltrækning, (som ingen moralisering eller regelsæt kan hamle op med), og dens langsigtede skadevirkninger. Alternativet til en kultur funderet på sladder er en kultur, hvor der arbejdes med inklusion og integration på et mere bevidst og solidt fundament, end sladderen tilbyder. Dette vil derfor være emnet for et kommende indlæg.