Personaleseminarer som skraldespande

Jeg medvirkede engang som ekstern facilitator ved et personaleseminar, hvor medarbejderne havde bestemt, at emnet skulle være Kommunikation. Hele virksomheden deltog i seminaret, og mine medbragte øvelser løb af stabelen pænt og ordentligt, men uden det helt store engagement fra deltagerne.

På et tidspunkt i plenum opstod der en uenighed mellem direktøren og to af de få aktive medarbejdere om tolkningen af en bestemt begivenhed i virksomhedens historie.  Resultatet var, at direktøren talte højere og længere, de to medarbejdere blev stille, og resten af forsamlingen forholdt sig helt passivt.  Eftersom emnet for seminaret var kommunikation, greb jeg som facilitator glad (og temmelig naivt)  denne lejlighed og sagde: “Lad os prøve at se lidt nærmere på, hvad der sker lige nu i jeres indbyrdes kommunikation?!”.

Svaret var larmende tavshed fra alle, mere og mere febrilske forsøg fra min side på at løsne op for kommunikationen og en direktør, som så tiltagende vred ud, og som til sidst sagde: “Skulle vi nu ikke se at komme videre med vores kommunikationsøvelser? Det er jo derfor, vi er her!”.

I tilfælde som dette kan personaleseminarer fungere som en art skraldespande for virksomheden.  I denne spand smider man (ubevidst) problematiske og besværlige ting, som man ikke kan/ønsker/magter at forholde sig bevidst til i dagligdagen. Det var naturligvis ikke tilfældigt, at medarbejderne havde foreslået, at seminaret skulle omhandle kommunikation, for der var – som det blev demonstreret på stedet – problemer med kommunikationen både internt i ledergruppen og mellem ledelsen og medarbejderne. Men det var problemer, der ikke kunne løses på et seminar.

Emnet Kommunikation var et signal om og symbol på en ønsket forandring, som alle parter imidlertid var urolige ved at gå dybere ind i. I stedet fungerede seminaret ubevidst som et behageligt og uforpligtende sted at anbringe såvel ønsket som frustrationerne. Konsulentens forventede rolle var at spille med i denne fortrængning, hvilket jeg da også gjorde til slut, for vi endte med at gennemføre de ‘ufarlige’ kommunikationsøvelser,  i stedet for at tale om den ‘sprængfarlige’ nu-og-her kommunikation.

Alle var således lettede  – men det ændrede ikke en tøddel ved den indbyrdes kommunikation.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s